Gulvfirmaet Charles Christensen A/S blev stiftet af Charles Christensen i 1903. Den gang omfattede forretningen, som lå på Smallegade 2 på Frederiksberg, både gulvbelægning og detailhandel med tilbehør til gulve.

Omkring 1960 etablerede Poul Christensen, søn af Charles Christensen, en engrosafdeling for gulvbelægning og tilhørende materialer.

Den positive udvikling fortsatte, og i 1970 flyttede familiefirmaet, som nu var blevet til et aktieselskab, til Glostrup på Herstedøstervej 7, som husede både Charles Gulve Engros AS og vores fælles administration.

I 1976 blev engros-afdelingen udvidet med vores afdeling på Bygmestervej i Hadsund. Peter og Claus Christensen overtog firmaet fra deres far, Poul Christensen. 10 år senere i 1986 besluttede Claus at søge nye udfordringer, og Peter Christensen overtog alene ledelsen.

I 2003 gennemførtes en opsplitning af selskabet i 2 selvstændige virksomheder, som vi kendte dem: Gulventreprenørfirmaet Charles Christensen A/S og Gulvgrossistselskabet Charles Gulve Engros AS.

I 1995 begyndtes et glidende generationsskifte, der betød, at Allan Jacobsen, som havde været ansat i virksomheden siden 1970, hvor han som 15-årig blev ansat først som arbejdsdreng, derefter som gulvlæggerlærling, gulvlægger og senest konduktør, blev medejer af virksomheden og udnævnt til direktør.

I 2005 overtog Allan Jacobsen de resterende aktier fra Peter Christensen, som dog i en kortere periode fortsatte som seniorkonsulent i virksomheden.

I 2006 gik Peter Christensen på pension, men forsatte dog stadig som medlem af bestyrelsen i Charles Christensen A/S.

Charles Christensen A/S’ daglige ledelse blev på dette tidspunkt varetaget af den daværende direktør Christian Strøm, som blev ansat i selskabet i august 2005.

I januar 2012 solgte Charles Christensen A/S sin ejendom på Herstedøstervej 7  og flyttede sammen med søsterselskabet Charles Gulve Engros AS et stenkast væk til Læhegnet 71-73 i Albertslund.

Her fik vi en stor drøm opfyldt, idet begge firmaers lagre, administration og CGE’s kundeservice blev samlet på én matrikel. D. 1. oktober 2016 valgte Allan Jacobsen at frasælge aktiviteterne i Charles Gulve Engros AS. Dermed er en æra slut. Til gengæld kan der fremover fokuseres på at drive forretningen Charles Christensen A/S.

I november 2018 blev det tid til at finde et nyt sted, som passede bedre til Charles Christensen A/S’ nuværende behov, efter vi nu ikke længere har grossistvirksomhed. Ikke langt fra vores gamle domicil, fandt vi de helt rigtige lokaler på Marielundvej 46D, st. i Herlev.

Pr. 1.1.2023 er Christina H. Andersen og Christian H. Jacobsen indtrådt i ejerkredsen og ledelsen af gulvbelægningsvirksomheden Charles
Christensen A/S som første skridt i et glidende generationsskifte. Allan fortsætter indtil videre sit virke i selskabet, men har med ansættelsen af sin datter, Christina, og søn, Christian, nu igangsat et generationsskifte, for at sikre, at Charles Christensen A/S kan fortsætte sin positive udvikling og bevare sin position som en af de førende gulvbelægningsvirksomheder i Danmark.

Læs mere om hvordan Charles Christensen blev til i 1903, og hvordan virksomheden udviklede sig de første 100 år.